Overvej et øjeblik konsekvenserne af, at mere end 100.000 kvinder i Danmark ikke kan føle sig trygge i deres eget hjem – det sted, hvor alle burde føle sig allermest sikker.

Det er nu ti år siden, at EU’s Agentur for Grundlæggende Rettigheder første gang kortlagde vold mod kvinder i medlemslandene, og den nyeste opdatering fra 2024 viser, at situationen ikke har forbedret sig. For Danmarks vedkommende er tallene særligt bekymrende, da vi fortsat ligger i top fem på de fleste parametre – langt over EU-gennemsnittet.  

Ifølge undersøgelsen har næsten halvdelen af danske kvinder, 47,5 %, oplevet vold eller seksuelle overgreb i deres livstid, mens EU-gennemsnittet er 30,5 %. Når det gælder partnervold, er tallene lige så alarmerende, med 25,7 % i Danmark mod 17,7 % i EU. For voldtægt er forekomsten herhjemme mere end dobbelt så høj som EU-gennemsnittet – 8,9 % mod 3,8 %. Eneste område, hvor Danmark ikke længere ligger i toppen, er i bevidstheden om krisecentre og hjælpemuligheder, hvor danske kvinder tidligere var blandt de mest oplyste.  

Paradoksalt nok placerer Danmark sig samtidig i top tre blandt de lande, hvor befolkningen mindst anerkender vold mod kvinder som et problem. Det kan hænge sammen med Danmarks høje ligestillingsniveau, som er en vigtig del af den nationale selvforståelse. Mange danskere ser landet som et forbillede på ligestilling, og derfor kan det være svært at erkende, at vold mod kvinder stadig er udbredt. Denne modstrid gør det vanskeligt at få politisk og mediemæssig opmærksomhed på problemet.  

Da den første store EU-undersøgelse blev offentliggjort i 2014 og en dansk opfølgende rapport fulgte i 2015 med samme resultater, blev begge mødt med skepsis og afvist med henvisning til metodiske mangler. Dette er en typisk reaktion, når forskning udfordrer eksisterende samfundsfortællinger eller anses for politisk ubelejlig. Trods det faktum, at undersøgelsen blev udarbejdet af førende statistikere og sociologer og senere overtaget af Eurostat, blev den affejet. Andre gange er vold mod kvinder blevet reduceret til et “indvandrerproblem”, men data viser, at volden går på tværs af samfundslag, omend med en lille overrepræsentation i de lavere økonomiske grupper.  

Der er flere forklaringer på, hvorfor Danmark både har høj ligestilling og en høj forekomst af vold i hjemmet. Et højt alkoholforbrug er en kendt risikofaktor, da alkohol ofte er forbundet med vold. En mere kompleks forklaring kan være, at nogle mænd føler sig efterladt i ligestillingsudviklingen og har svært ved at navigere i nye maskulinitetsroller, hvilket kan føre til frustration og aggression. En anden faktor er tavshedskulturen – vold i hjemmet er stadig tabubelagt og bliver ofte mødt med stilhed. Svagere familiebånd betyder også, at volden ikke altid opfanges af dem, der kunne gribe ind. Samtidig er de fagprofessionelle, som er tættest på familierne – socialrådgivere, sundhedspersonale og skolelærere – muligvis ikke godt nok rustet til at tage den svære samtale, selv når de fornemmer, at noget er galt.  

Situationen blev tydelig for nogle år siden, da tal for drab i nære relationer blev offentliggjort. De seneste 20 år har Danmark haft et gennemsnit på 10-12 kvindedrab om året i nære relationer, hvilket er dobbelt så mange som i Spanien, når befolkningsstørrelsen tages i betragtning. Disse drab sker ofte efter lang tids vold, hvilket understreger behovet for tidlig indsats.  

Med 10-12 kvindedrab om året burde vold mod kvinder være langt højere på den politiske dagsorden. Til sammenligning kostede bandekriminalitet fire menneskeliv i Danmark i 2023, men har alligevel fået langt mere mediedækning, politisk handling og ressourcer. Hvis vold mod kvinder fik bare en brøkdel af denne opmærksomhed, kunne danske kvinder stå et markant bedre sted. 

De nyeste undersøgelser bør være startskuddet til en større politisk indsats og brede offentlige kampagner, gerne med statsministeren i spidsen, som set i andre europæiske lande. Offentlige kampagner kan skabe bevidsthed og et fælles sprog for problemet. I Sydeuropa tales der om “femicide”, mens man i Danmark stadig omtaler det som en “tragisk familiehændelse”, “husspektakel” eller “uro i hjemmet”. Sprog skaber virkelighed, og det er nødvendigt at bruge præcise begreber for at tage problemet alvorligt.  

Ud over at øge den generelle opmærksomhed må fagpersoner som lærere, sundhedspersonale, politi og socialarbejdere have bedre værktøjer til at handle, når de støder på vold i deres daglige arbejde. Lovgivningen bør også revideres for at sikre, at den er tidssvarende, ligesom forskningen på området må styrkes.  

Danmark kan lære af andre europæiske lande, der har opnået gode resultater i bekæmpelsen af vold mod kvinder. Forebyggelse vil ikke kun gavne de kvinder, der udsættes for vold, men også deres børn, familier og samfundet som helhed – både menneskeligt og økonomisk.  

Den nationale platform mødes for at anerkende problemets alvor og fastsætte klare mål. Skal vi eksempelvis arbejde mod at halvere antallet af kvindedrab i nære relationer inden for de næste fem år? Kvindedrab er en central indikator for voldens omfang.

Vi ønsker ikke at skabe en ny organisation, men at samle centrale myndigheder, fagfolk og NGO’er i en fælles indsats. Gennem bedre samarbejde kan vi bidrage til en kulturforandring, hvor vold i hjemmet ikke blot er uacceptabelt, men noget, vi som samfund aktivt reagerer på. Lykkes vi, vil der være overensstemmelse mellem vores nationale selvforståelse og virkeligheden.