Social Talks – en almennyttig forening
En almennyttig forening
ARTIKEL
30/01/2026
Non-Violent Resitance (NVR) er et behandlingsmindset med rødder i aktivisme, der har til formål at skabe forandring hos de børn og unge, der har en uhensigtsmæssig adfærd både udadtil og indadtil, både for dem selv og de fællesskaber, de er en del af. Det inkluderer også de børn og unge, der slet ikke indgår i nogle fællesskaber, og som vi skal række ud til i deres isolation. Non-Violent Resistance tankegang stammer fra legendariske borgerrettighedsforkæmpere som Mahatma Gandhi, Martin Luther King Jr. og Nelson Mandela, der alle bekæmpede uretfærdighed og vold med ikkevoldelige metoder. Herhjemme kender vi det fra fagbevægelsen, der larmede på en ikkevoldelig måde mod uacceptable vilkår på arbejdsmarkedet.
Rikke Lyngdam er uddannet psykolog, og er en del af psykologfællesskabet Foliko, der er dem, der har størst erfaring i Danmark, når det gælder brugen af metoden Non-Violent Resistance.
Rikke Lyngdam er uddannet psykolog, og er en del af psykologfællesskabet Foliko, der har størst erfaring i Danmark med brugen af den terapeutiske og pædagogiske metode Non-Violent Resistance i arbejdet med familier og professionelle. De underviser og superviserer fagpersoner på børne- og ungeområdet, bl.a. plejefamilier, opholdssteder, kontaktpersoner og skoler. Rikke Lyngdam er især optaget af, hvordan vi kan afhjælpe nogle af trivselsproblemerne i folkeskolen ved at anvende inspiration fra dette tankesæt.
Rikke fortæller:
Mange taler i dag om en autoritetskrise i folkeskolen. Det bliver ikke nok løst med, at lærerne får flere personlige beføjelser, som det foreslås i den nuværende diskussion med at anvende mere traditionel magt. De børn og unge, der trives dårligt, er også dem, der ser færrest og har mindst kommunikation med voksne. Det er problematisk, at vi generelt lever i små enheder og ikke blander os i hinandens liv. Det er en pseudohjælp, når vi isolerer os så meget, når vores barn er i mistrivsel, når vi ved, at vi skal hjælpes ad. Jeg er optaget af, hvordan folk samler sig i kriser, når nogen kommer til skade eller bliver fysisk syge eller når vi sørger. Så oplever vi, at vores netværk stimler sammen med varme retter mad på dørtrinnet. Folk ved godt, vi lider. Men når det gælder vores børn, som har det svært, er det anderledes. Vi isolerer os i krisen.”
Rikke uddyber:
Du kan ikke klare dit barns mistrivsel alene. Vi bliver nødt til at være flere, der støtter og drager omsorg. Man bliver udtrættet og tappet for kræfter, går i panik og skifter kurs af at stå alene. Det der sker, når vi tackler børn og unges mistrivsel og står alene både hjemme og i skolen, er at vi ofte enten bliver endnu mere grænsesættende eller endnu mere eftergivende som forældre - og også som fagpersoner. For at kunne holde fast i, hvem vi er, og hvilke værdier vi står på, kræver det et fællesskab med andre, der står sammen med os. Derfor er det tit meget mere hjælpsomt, når forældre og lærere står sammen om et barn, der har det svært. Så står vi mere ømt og mere tydeligt overfor barnet eller den unge.”
Non-Violent Resistance er udviklet af den israelske psykologiprofessor Haim Omer fra Tel Avivs Universitet for over 20 år siden. Modellen er skabt til at hjælpe forældre og omsorgspersoner med at håndtere voldelig, truende eller kontrollerende adfærd hos børn og unge uden brug af fysisk magt eller straf. I dag omfatter metoden også de børn og unge, der har svært ved at finde deres ben i fællesskabet og som trækker sig fra kontakt med fællesskaber og voksne. En af de centrale grundværdier i NVR for at skabe positiv forandring hos barnet eller den unge, er at skabe forandring i de voksnes respons på barnets eller den unges uacceptable adfærd.
Rikke forklarer:
For at skabe positive forandringer hos barnet eller den unge, er det vigtigt at vi møder barnet med nærvær og tydelighed om, at vi er der også når krisen larmer. At det ikke kun er forældrenes relation til barnet, der kan noget, men at forældre, pædagoger og netværk arbejder sammen for selv at udvikle nye fælles handlinger over for barnet.”
Rikke uddyber, hvad de fælles handlinger bunder i:
Tilgangen hviler på fem grundlæggende principper: 1) Selvkontrol, 2) fokus på at udvikle relation, 3) reparation når noget er gået galt, 4) opleve støtte og 5) holde fast i modstanden overfor det, der ikke bidrager til trivsel. Samlet udgør principperne fundamentet for en autoritet, der bygger på relationel forankring frem for traditionel magt og kontrol. Principperne hjælper os til at involvere os anderledes og stå sammen.”
De voksnes reaktionsmønstre er vigtige:
Selvkontrol handler om den voksnes opmærksomhed på egne reaktionsmønstre under pres og på tendensen til enten at eskalere eller trække sig. I NVR flyttes fokus fra at forsøge at ændre barnets adfærd gennem pres til at arbejde med det, den voksne selv kan gøre anderledes. Centralt står princippet om at “smede, mens jernet er koldt” – det vil sige at afstå fra handlinger i affekt og erkende, at reel indflydelse sjældent opnås midt i en konflikt. Der skal være ro og kontakt, før man kan lytte og tænke igen. Den voksne arbejder aktivt med at identificere egne triggere, regulere sig selv og afstå fra modangreb, råben eller trusler for at bryde eskaleringsspiraler.”
Hvis man bruger disse fem principper til at møde barnet med ro og tydelighed, vil man kunne ligge som et anker for barnet også i svære situationer, når bølgerne er voldsomme. Det er idéen med NVR. Børn og unge skal føle, at selvom bølgerne er store, og den lille båd er i havsnød, så driver de voksne ikke med mig derud. De holder fast, er forankrede, og går ikke i panik, så jeg kan få øje på dem. De forsvinder ikke. De træder til, når jeg har brug for dem, og vigtigst – de forbliver rolige.”
Rikke fortsætter:
Man kan også se NVR-principperne for sig som et billede af to hænder, som indfanger den dobbelte opgave, som professionelle og forældre står i. Nemlig at fastholde både relation og autoritet. Den ene hånd repræsenterer relation, kontakt og mentalisering. Den rækker ud imod barnet med omsorg, nysgerrighed og respekt for barnets oplevelse og arbejder aktivt for at bevare forbindelsen – også i konflikt. Den anden hånd repræsenterer struktur, grænser og ansvar. Her står den voksne fast, tydeliggør rammer og markerer, hvad der ikke kan accepteres, uden at ty til kontrol eller magtudøvelse. Det afgørende er, at begge hænder altid er til stede samtidig. Relation uden grænser kan skabe utryghed, mens grænser uden relation øger risikoen for modstand og brud. Når begge hænder holdes sammen, kan autoritet udøves på en måde, der er både tydelig og forbindende. Hænderne har svært ved at stå stabilt i lange kriser, hvor man er for alene, men med støtte fra andre, der vil det samme, er det nemmere at stå med de tydelige hænder og opleve sig forankret.”
Den form for modstand, som vi møder i NVR – altså vedholdenhed overfor det, der ikke er godt i barnets liv – tager udgangspunkt i fælles værdier gerne både i familien og i skolen. For eksempel at vi herhjemme ikke vil have, at søskende slår hinanden eller at vi i skolen ikke kan acceptere, at her er utrygt at være. Disse kerneværdier skal være tydelige og hjælpen til at håndtere det, skal være tilgængelig. Og vi viser, at vi vil de værdier ved at fastholde, at de er vigtige og at vi heller ikke selv viger fra dem og tager ansvar for vores egne handlinger. I selvkontrollen ligger der, at vi gør det, vi siger, at vi vil gøre. Og samler op og reparerer, når det er nødvendigt for at komme videre og lære af det, vi har stået i.”
Autoritetskrisen handler ikke kun om forældre, der er usikre på, hvordan de skal markere grænser samtidig med, at de fastholder relationen til barnet. Det er også i skolen et dilemma, hvordan vi holder fast i vores grænser, og det vi ikke accepterer, når vi hellere ikke selv skal eskalere og ty til straf. Principperne fra NVR hjælper til at holde fast i både nærværet og dialogen med barnet sammen med det, vi ikke kan acceptere. Det kræver, at voksne arbejder sammen, finder støtte hos hinanden og åbner op, så i skolen f.eks. at andre lærere kan komme ind i klasserummet og støtte kollegerne, og at de tør at tale med forældrene om det, der udfordrer og sammen se på, hvor det er, at barnet har brug for at se os stå sammen mere tydeligt. Det er vigtigt, at man ikke bliver efterladt med sin afmagt eller tror vi kan løse komplekse ting alene fordi man er en god lærer eller forældre. Vi skal turde at bryde med tavsheden om det svære.”
Skammen, når vi ikke lykkedes, er benspænd for forandring:
Det er netop, når vi ikke bryder med tavsheden om det, vi kæmper med og den skam, det medfører, når vi ikke føler vi slår til som forælder, lærer eller pædagog, at det kan medføre en eskalering af konflikten. Eller vi helt opgiver at forsøge at skabe forandring eller helt opgiver at arbejde på en relation til barnet. Vi opgiver måske helt at arbejde på at være en autoritet og tænker, at vi ingen indflydelse har. Det er her, vi har behov for at udvikle en ny autoritet. Hos Foliko kalder vi den en omsorgsfuld eller nærværende autoritet. Vores kolleger i Holland kalder det Connecting Authority, hvilket så fint beskriver det både gerne at ville have indflydelse, sætte grænser og være forbundne. Når konflikten buldrer løs, skal rammerne være tydelige og omsorgen være til stede – det er vores modstand. Vi skal samle os og lade autoriteten få et kollektivt ansigt, og ikke løbe efter den øverste i hierarkiet til at udøve straffen eller konsekvensen. Vi skal holde op med tro, der ikke er noget, der kan erstatte straf og konsekvens. Det kan erstattes med vores vedholdenhed, varme og tydelighed. Hver gang der er voldelige handlinger, hver gang der er børn og unge, der føler sig utrygge på en skole, eller trækker sig fra fællesskabet, så er det vores ansvar at blive ved med at arbejde for at skabe tryghed og arbejde på relationen til dem.”
Vi skal have en plan for, hvordan vi stopper konflikterne og mistrivslen og være tydelige i forhold til, hvad vi vil acceptere af adfærd og hvad vi gør efterfølgende. Hvordan samler vi op, skole og hjem i fællesskab, så vi ikke bebrejder hinanden, men sender et fælles budskab til barnet eller den unge, der fortæller: Vi er vilde med dig, du er meget velkommen til at være her, men der er nogle fælles rammer, som også du skal indgå bedre i. Skolen kan have svært ved at lave forandringer alene uden opbakning fra forældre, især når skole og forældre gensidigt er i tvivl, om de har hinandens opbakning. Derfor er det vigtigt at have dialogen i fredstid, før konflikterne kommer – for de kommer på et eller andet tidspunkt. Det kræver for begge parter et ønske om at stille sig et andet sted, se behovet for hinanden i løsningen og ikke eskalere situationer, når man føler sig presset. Det er nogle store tandhjul, der skal vendes, men jeg kender ikke nogen, der ikke synes, at det er det værd, når man først ser effekten. Det kræver lederskab og et mod til at se på os selv som nogen, der har behov for at reagere på andre måder, stå sammen når krisen er der, og måske også når vi er løbet tør for idéer. Det kræver, at man hæver blikket og spørger, hvad har disse rammer behov for og hvordan kan jeg selv bidrage anderledes – for det er jo sådan, at vi kun har kontrol over os selv og aldrig kan bestemme over andres handlinger. Det kræver ny organisering og support. Vi skal væk fra den gamle måde at tænke autoritet og traditionel magt på som noget hierarkisk. Det virker ikke, vi bliver slidt af den og den udhuler relationen til dem, vi gerne vil være tæt på.”
Nogle gange bliver de unge sendt hjem på en tænkepause nogle dage. I NVR mindsettet er vi optaget af, hvordan vi hjælper den unge med at bruge pausen godt og få et godt comeback til skolen. Her er det godt, at skole og forældre kan arbejde godt sammen. Det kalder ofte på reparation – også i relationerne og inddragelsen af den unge i, hvordan man kan gøre det godt igen og arbejde på en forsoning og et godt comeback. Vi må spørge til, hvilken støtte har du brug for fra os, så det ikke sker igen? Har du nogle forslag til, hvordan du kan gøre noget andet selv, og hvordan vi kan hjælpe dig med at føle dig mere tryg her? Det handler ikke om udskamning, men om ansvarliggørelse og at rykke sammen om den unge og styrke relationen samtidig med, at vi arbejder på, at noget skal forandres. Det er en anden måde at blive sendt hjem på den traditionelle ”tænker” og så komme tilbage og love en anden adfærd. Det er vigtigt at få balanceret fællesskabet tilbage, også for dem, der har været utrygge ved situationen. Vi skal rykke tættere på alle involverede.”
Rikke superviserer flere skoler i NVR også på det specialiserede område:
På nogle af de skoler, hvor jeg er supervisor, har jeg arbejdet med mindsettet i årevis. De kontaktede mig oprindeligt, da de ikke længere kunne holde ud at ty til magtanvendelser overfor børnene og efterspurgte derfor andre redskaber. På de skoler har de arbejdet med at stå sammen, og hvordan de med god planlægning og allerede inden kriserne kommer kunne have et godt samarbejde med forældrene og derfor være klar på, hvordan de håndterer konflikter og arbejder med de børn, der måske slet ikke kommer i skole. Det handler om at stå fast i forankringen og tage ansvar og tænke, at så længe du er vores elev, så er vi dine voksne og vi viger ikke fra opgaven. Det handler aldrig om at vinde over barnet, men at inddrage barnet og alle dem, der har aktier i barnet og konflikten. At holde hjertet varmt og det lange blik på og smede mens jernet er koldt.”
Social Talks henvender sig til jer, der arbejder tæt på børn, unge og deres familier. Få ny viden og kapacitet, der kan styrke jeres arbejde og skabe positive forandringer.
Social Talks har fået lavet en evaluering af det første år med onlineformater og især hybridseminaret. Evalueringen viser både gode og lovende resultater i forhold til metodikken og systematikken i hybridseminarformatet. Den beskriver de virksomme greb og kernelementer, vi anvender samt vigtige udviklingsmuligheder.
Når et barn med autisme og/eller ADHD er i mistrivsel, mærkes det sjældent kun hos barnet selv. Det sætter sig i hverdagen, i relationerne og i familien som helhed. Mange af de forældre, vi taler med i CFPL, beskriver, hvordan livet gradvist snævrer sig ind omkring bekymringer, skolevægring og usikkerhed om næste skridt….
Flere og flere socialrådgivere overvejer at forlade faget pga. dårligt arbejdsmiljø og et konstant stort arbejdspres. Det er især børnefamilieområdet, der er hårdt ramt af høj personaleomsætning. En vilkårsundersøgelse foretaget af Dansk Socialrådgiverforening i 2025, viser at 54,8 pct. af socialrådgivere på børnefamilieområdet overvejer at skifte arbejde og hele 28,8 pct. helt at forlade faget. Ifølge Kommunernes og Regionernes løndatakontor viser data generelt, at 1 ud af 4 rådgivere skifter job i løbet af et år og at statistikken har set sådan ud de sidste 8 år.
