Social Talks – en almennyttig forening

En almennyttig forening

  • Forældre

Har du lige 5 minutter?

Er du forælder til et barn eller ung med autisme og/eller ADHD, kan du sikkert genkende oplevelsen af at blive hevet til side af en lærer eller en pædagog med ordene: Har du lige 5 minutter?

Alvorlige belastningsreaktioner som depression og PTSD, isolation og offentlig forsørgelse kan blive konsekvensen for forældre med et barn med autisme og/eller ADHD. Udover den til tider uoverstigelige forældreopgave, kan manglende forståelse fra systemet og fagpersoner omkring barnet være medvirkende til at forværre den i forvejen skrøbelige situation, og skabe yderligere pres på den sårbare familie.

Social Talks vil sammen med Center For Psykoedukation og Læring sætte fokus på denne voksende problemstilling ved at henvende os direkte til jer forældre. Vi ønsker med denne talk at skabe et forum for forældre, der netop nu står midt i disse udfordringer, men også at skabe mere forståelse og indsigt hos fagpersoner og i samfundet generelt.

Betina Scheller, stifter og ejer af Center For Psykoedukation og Læring vil med denne personlige talk være startskuddet til dette initiativ, som I vil kunne læse mere om her på hjemmesiden, i vores nyhedsbrev og på de sociale medier i den kommende tid.

Talks

Betina Scheller

Stifter og ejer af Center For Psykoedukation og Læring

Betina Scheller er stifter og ejer af Center For Psykoedukation og Læring. Betina er oprindelig uddannet lærer, og har i mange år arbejdet på specialområdet både med læring og behandling. I 2022 stiftede hun Center For Psykoedukation og Læring, som er specialister i autisme, ADHD og belastningsreaktioner. Centret tilbyder behandling til børn og unge, der er i mistrivsel bl.a. pga. deres diagnoser og har belastningsreaktioner som fx angst, depression, selvskade og skolefravær. Centret tilbyder også forældrekurser til forældre, der har børn med disse udfordringer. Forældrekurserne er tilrettelagt ud fra barnets udfordringer og alder. Center For Psykoedukation Og Læring er en del af VISO´s leverandørnetværk.

Vi søger forældre, der har lyst til at dele deres personlige fortællinger som oplægsholder i vores nye format, Faglig Eftermiddag. Vi tror på, at ved at skabe genkendelighed og identifikation, så kan vi rykke og skabe en positiv udvikling. Det sker gennem at formidle jeres viden, jeres fortællinger til fælles læring. I formatet begynder vi med en kort personlig talk (ca. 15 minutter), efterfulgt af et interview, hvor forælderen uddyber sine erfaringer og refleksioner. Deltagerne kan bidrage med spørgsmål og kommentarer. Formatet er åbent, respektfuldt og styret, og det vil altid foregå på forældrenes præmisser.

Vi ønsker at gøre de erfaringer, du og I som forældre sidder inde med, synlige, tilgængelige og anvendelige – både for andre forældre, der har brug for at mærke, at de ikke er alene, og for de fagpersoner, der arbejder med børn og unge i mistrivsel, men som ofte savner indblik i, hvordan hverdagen bliver oplevet set fra familiens perspektiv.

Det foregår via Zoom.

Du modtager et link ved tilmelding. Vi sender linket igen dagen før den Faglige Eftermiddag, du er tilmeldt. 

Bliv medlem af Social Talks og få adgang til vores talks

Social Talks henvender sig til jer, der arbejder tæt på børn, unge og deres familier. Få ny viden og kapacitet, der kan styrke jeres arbejde og skabe positive forandringer.

Søg